Det politiske spil om grundvandsbeskyttelsen er pinligt og uordentligt

Læserbrev: Af Torben Hansen, formand for VKST

“Jo mindre folk ved om, hvordan pølser og politik bliver lavet, jo bedre sover de om natten”. Det sagde Otto von Bismarck. Efter at have fulgt debatten om grundvandsparker de seneste uger, så må jeg give den tyske “jernkansler” ret.

Politisk plat

Det har været forstemmende at opleve, hvordan der bliver slået politisk plat på en rapport, der bygger på påviseligt forkerte og mangelfulde præmisser. Rapporten er dybt tendentiøs omkring betydningen af landbrugets pesticider for grundvandet i 2026, og om at vores grundvandsbeskyttelse er dårlig. Et sted i rapporten henvises der sågar til gylle.dk – en kilde os i erhvervet næppe kender for sin videnskabelige validitet og uvildighed. Det siger vist meget om seriøsiteten.

Det er bekymrende, at ansvarlige embedsmænd vil lægge navn og ansvar til et så fagligt ukvalificeret stykke arbejde. Endnu mere bekymrende er det, at både Socialdemokratiet og Moderaterne har omfavnet rapporten og vil gøre den til politik. Det er et valgår, og det er jo ikke første gang, at grundvandsparker er trukket op af skuffen, som et tiltag, der nok kunne være stemmer i. Sådan var det også ved det seneste valg.

At flere forskere fra Københavns Universitet tidligere har undsagt grundvandsparker som dyrt og unødvendigt, det har jeg stadigt til gode at se nogle journalister på de store medier tage fat i.

Hvad der gør mig mest vred, er dog, at der i rapporten lægges op til, at sprøjtning og gødskning skal forbydes gennem erstatningsfri regulering på de 160.000 hektar god landbrugsjord. Det er jo det glade vanvid, og synes jeg, en hån mod al ret og rimelighed.

Uansvarlighed

Hvordan kan partier, der betragter sig som ansvarlige gå i byen med et forslag, der med ét vil fjerne værdier for milliarder. Landmænd, der har erhvervet og pantsat jorden i god tro, vil blive insolvente. Værdien af bankernes panter udhulet. Landdistrikterne vil miste værdier og beskæftigelse.
For en så væsentlig indskrænkelse af rådigheden er uden tvivl at ligne med ekspropriation. Alle kan jo selv begynde at gange 160.000 hektar op med en gennemsnitlig jordpris på 200.000 kroner.

Min fantasi rækker ikke til at forestille mig, at den her rapport, og tankerne om erstatningsfri regulering kommer til at danne grundlag for politik. Det er politikerne formentlig også godt klar over. Men fristelsen til at markere sig på en grøn dagsorden er for stor. At der så skabes usikkerhed hos tusindvis af landmænd, ja det får åbenbart være i den gode sags tjeneste. Tilmed i en tid hvor landmændene løfter et enormt ansvar i de lokale grønne treparter.

Jeg har i min lange tid som folkevalgt næppe nogensinde set et mere skævt stykke arbejde fra et ministerium.

Vi kommer til at følge og forfølge sagen ad alle tilgængelige spor.